Clare Rojas er ikke noget nyt navn hos Wallner. Men hendes stil er. For den amerikanske maler (og til tider musiker) er blevet så abstrakt, at man foran hendes nye malerier nemmere associerer til andre og ældre kunstnere end til hendes egen tidligere produktion. Væk er det figurativt fortællende maleri, og væk er det folkloristiske præg. Rette linjer, klare, geometriske former og rene farveflader har taget over, og man kan gribe sig selv i at tænke tilbage på en abstrakt pioner som Serge Poliakoff - eller på Richard Mortensen, Paul Gadegaard og Ole Folmer Hansen, hvis man skal begrænse sammenligningerne til danske forhold. I kunsthistorisk forstand står Rojas nye stil ikke for noget nyt. Det gør stilen kun i forhold til hendes egen udviklingshistorie.
Naturligt hamskifte
I stedet for at stille spørgsmålet: Har en kunstner lov til at skifte stil? kunne man spørge: Hvad er det for forhold, der får en kunstner til at ændre sig så markant? Clare Rojas er allerede blevet stillet spørgsmålet, men hendes let undvigende svar fortæller, at der bag dette kunstneriske hamskifte ikke ligger nogen kategorisk beslutning.
Det faldt hende bare mere og mere naturligt at give afkald på de figurative referencer, hun havde benyttet sig af. Det var, som om alle historier var fortalt til ende, og som om penslen og farverne ikke længere ville underkastes en narrativ dagsorden. Nu måtte det være de rene farvers og de klare geometriske formers tur til at sætte sig igennem.
Man kan se noget af den samme udvikling hos andre kunstnere, f.eks. hos Lars Nørgård, der også har skiftet mellem en fabulerende surrealistisk figuration og et næsten forestillingsløst maleri. LÆS OGSÅTildækkede ansigter og naturscenerier dominerer to nye udstillinger Det har heller ikke hos Lars Nørgård været ydre forhold, der pludselig spillede ind og gjorde udslaget. Det var snarere en demonstration af den typisk kunstneriske tørst efter frihed, som aldrig vil kunne harmonere med loyaliteten over for kun én stil og ét udtryk. Sådan har det været siden Picasso.






























