Titlen er tvetydig, for ’Fighting History’ kan både betyde ’kampens historie’, og at man kæmper mod historien. Derfor passer den da også perfekt til Tate Britains aktuelle udstilling, hvor nye og ældre værker blander sig med hinanden, og historien belyses fra adskillige og meget forskellige vinkler.
Alene i det monumentale maleri ’The Poll Tax Riot’ fra 2005 af Dextor Dalwood (f. 1960) er der rigeligt med historiske referencer. Den del af motivet, som titlen peger på, var en voldelig protest mod Thatchers nyindførte skat, der fandt sted blandt andet på Trafalgar Square i 1990.






























