Meget kan man beskylde Claus Carstensens billedkunst for, og de fleste beskyldninger vil kunstneren selv være stolt af. Hos ham lukkes vi ikke ind i særligt reservat for kunstnerisk skønhedspleje. Hos ham bliver særligt udfordrende emner heller ikke gemt af vejen. Her bliver det problematiske og diskutable billedstof aldrig underspillet af hensyn til det æstetiske. Claus Carstensen skaber stadig kunst med den hensigt at sætte kunstens traditionelle værdier på prøve.

Kritisk inspiration
Uden at aspirere til en politisk karriere har Claus Carstensen ofte en samfundskritisk (eller samtidshistorisk) inspireret dagsorden med det, han laver. Han er ikke bange for at gå i clinch. Hvis han er bange for noget, er det for at nå til det punkt, hvor en kunstner af hensyn til sin karriere bliver bange for at gå nogen steder.

Hvis han har et budskab, staver han det ikke for os med store bogstaver. I stedet udpeger han de ømme punkter i vores kultur og vores historie og trykker på dem, uden nødvendigvis at bruge en pegepind til formålet. For et kunstnerisk udsagn er hverken et valgprogram, en politisk plakat eller et læserbrev.

LÆS OGSÅMuseumsdirektør: Vi skal bevare vores selvstændighed

Det udmærker sig ikke ved sin pædagogiske overskuelighed, men sin foruroligende kompleksitet, og budskabets uklarhed og mangetydighed bliver ikke mindre af de tilsyneladende destruktive overstregninger og skamferinger, der udgør en del af grafikeren – og maleren – Claus Carstensens territoriale markører.

Dem finder man eksempler både i udstillingen på Nordatlantens Brygge og i den mindre, men koncentrede udstilling ’Defaced Lore’ hos Galleri Tom Christoffersen i Skindergade (sidste dag i morgen lørdag!).

Dansk 'defacing' Claus Carstensens har videreudviklet den strategi, som Asger Jorn kaldte for ’modifikationer’, og som amerikaneren Rauschenberg i det mindste praktiserede én gang med en tegning af Willem de Kooning, som dermed blev til en udslettet de Kooning.