Skal kunst altid være den store, panderynkende seriøse og akademisk velafrettede kunst for at blive lukket ind på et rigtigt kunstmuseum? Og vil den være forment adgang, hvis dens forudsætninger hviler på f.eks. tegneserieuniverset, på såkaldt kulørte blade, hvor alle former er lidt for karikerede, og alle farver for kulørte? Meget tydede på det. Før i tiden.
Men med sin hidtil største museumsudstilling er Martin Bigum blevet lukket ind i varmen – og i den grad. For udstillingen på Arken bliver ved og ved, uden at man når at blive ør i hovedet og træt i øjnene af bombardementet. Er det ham, tegneserietegneren, der aldrig kom på Kunstakademiet, som med årene har bevæget sig i retning af det musealt egnede? Eller er det Arken, der bare ikke længere ligner sig selv? De to har i hvert fald fundet hinanden, og deres mødested er Vestegnen. For mens museet er bygget i Ishøj, er maleren vokset op i Brøndby Strand (se link herunder).




























