For en kritiker er det aldrig nemt at skulle indkredse en kunstner, der ikke vil kategoriseres, ikke vil puttes i en bås, og som tilsyneladende med største fornøjelse, sorgløshed og selvfølge bevæger sig lige kreativt og inspireret i alle retninger, inden for nærmest alle etablerede teknikker og på tværs af kategorier, fra det ene udtryk til det andet og videre til det tredje etc. Maleri, tegning, skulptur, installation, performance, video, you name it, Al Masson vil det hele, gør meget og kan det meste. Hans udstilling hos Banja Rathnovs Galleri & Kunsthandel viser noget af alt det, han gør, hvilket ikke er det samme, som at han kan alt på samme niveau. Men den uforfærdede gør det alligevel. For kunsten er som fag for ham grænseløs, uden anden syntaks og andre regler end dem, han selv skaber i takt med kunsten selv.
I sine interviews har Al Masson talt om sin sympati for Jacques Tati og om Tatis film ’Playtime’. Sin forrige soloudstilling på Brandts i Odense døbte han ligefrem ’Play Time’, måske som en hommage til den franske komiker og filmkunstner, der så gerne ville lege i en verden, der kun ville være voksen og alvorlig. En kunstner som Al Masson vedkender sig gerne rollen som det evigunge legebarn, som intet akademi kan lære selvtugt, begrænsning og gode akademiske manerer. For et sådant barn er kunst at lege frit med de muligheder, som en kreativ fantasi har givet ham i hænde. Det er så sandelig ikke kun at abonnere på et bestemt program eller adlyde en veldefineret ideologi, der nok skaber visse muligheder, men i den grad også sætter visse grænser. Måske derfor er Masson så interesseret i moderne fransk filosofi, på grund af den tankens frihed, den inviterer til.
