Først var Jorden flad, så var den rund, og nu er den elliptisk og ujævn. Nogen siger, at den buler mere ud i den ene ende som en pære eller et æg.
Byrummet omkring Den Frie, der ligger over for Østerport Station på Østerbro i København, har på det seneste gennemgået en diskret makeover. Som en del af den forandring har København nu fået sit eget massive, sorte ellipseæg i form af Sophia Kalkaus skulptur ’Det Ægyptiske Æg’. Det ligner mest af alt et gigantisk påskeæg – mat, men appetitligt skinnende.


























