Principfast, masser af rygrad, oprigtigt dedikeret. Det er blot nogle af de rosende ord, som ejeren af The Washington Post, Jeff Bezos, har fået med på vejen for sin måde at styre avisen på.
Siden han købte den sagnomspundne avis i 2013, har Amazon-milliardæren gang på gang bevist, at han har været dedikeret til den frie presse og avisens redaktionelle selvstændighed, selv gennem offentlig ydmygelse og et utrætteligt pres fra verdens mest magtfulde mand, Trump.



























