I fredags ankede Jes Dorph-Petersen dom, der frifandt advokat for erstatningskrav i kølvandet på undersøgelse.

Jes Dorph vil forsøge at vende nederlag til sejr i Højesteret

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Den tidligere mangeårige tv-vært Jes Dorph-Petersen kæmper videre for at få knap to millioner kroner i erstatning af advokat Yvonne Frederiksen.

Han anker Østre Landsrets dom, der for to uger siden konkluderede, at advokaten ikke skulle betale erstatning.

Det oplyser Jes Dorph-Petersen på Facebook.

»En hel del medier har rettet henvendelse til mig de seneste dage«.

»I forlængelse heraf kan jeg oplyse alle, at jeg i fredags ankede Østre Landsrets dom i sagen mod advokat Yvonne Frederiksen til Højesteret«, skriver han i opslaget.

Yvonne Frederiksen foretog i 2020 den MeToo-undersøgelse fra TV 2, som førte til, at Jes Dorph-Petersen blev fyret fra Nordisk Film TV, som producerede programmet ’Go’ aften Live’ for TV 2.

Jes Dorph-Petersen mener, at advokatens undersøgelse ikke blev udført korrekt, og at grundlaget for fyringen ikke var i orden.

Landsretten konkluderede dog, at advokaten ikke handlede ansvarspådragende. Derfor blev hun frifundet for Jes Dorph-Petersens krav.

Højesteret skal behandle endnu en sag

Højesteret skal også behandle en anden sag i relation til undersøgelsen.

Den handler om, at Yvonne Frederiksen har fået en bøde af Advokatnævnet for i forbindelse med undersøgelsen ikke at have ageret i overensstemmelse med god advokatskik.

Advokatundersøgelsen havde til hensigt at afdække krænkelser på arbejdspladsen, og i den forbindelse henvendte to tidligere praktikanter sig.

De fortalte om episoder i henholdsvis 2001 og 2003, hvor Jes Dorph-Petersen ifølge dem havde opført sig krænkende. Kvinderne medvirkede desuden i en tv-dokumentar med titlen ’MeToo: Sexisme bag skærmen’ fra efteråret 2021.

Dorph er uenig i kvindernes udlægning af, hvad der foregik dengang.

I sit facebookopslag om anken skriver Dorph, at han ikke har yderligere kommentarer for nuværende.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her