Mindst syv personer meldes dræbt i angreb i Gaza By. Ifølge hospitalsdirektør ramte angrebet et pressetelt.

Fremtrædende journalist og fire af hans kolleger dræbt i israelsk angreb

Anas al-Sharif under et interview sidste år med fransk AFP Foto: -/Ritzau Scanpix
Anas al-Sharif under et interview sidste år med fransk AFP Foto: -/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En journalist for det arabiske medie Al Jazeera er søndag blevet dræbt i et angreb i Gaza By, skriver Israels militær, IDF, i et opslag på X, mens direktør for al-Shifa-hospitalet fortæller det til Al Jazeera. Der er tale om den 28-årige journalist Anas al-Sharif.

Al-Sharif befandt sig angiveligt i et telt, der var tiltænkt journalister, uden for hospitalets hovedindgang, da teltet blev ramt af et israelsk angreb. Mindst syv personer har ifølge hospitalsdirektøren mistet livet under angrebet. Ifølge Al Jazeera var to af de dræbte journalister, mens tre var kamerafolk. Ifølge mediet er ni af dets journalister blevet dræbt i israelske angreb siden 7. oktober 2023, hvor konflikten mellem Israel og Hamas brød ud i lys lue.

IDF hævder, at journalisten var en del af den militante Hamas-bevægelse.

»Anas al-Sharif var leder af en terrorcelle i terrororganisationen Hamas og var ansvarlig for at fremme raketangreb mod israelske civile og soldater fra IDF«, skriver militæret i opslaget.

Irene Khan, der er FN’s særlige rapportør for ytrings- og meningsfrihed, kaldte i samme måned de israelske beskyldninger mod journalisten for ubegrundede, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ngo’en Komitéen til Beskyttelse af Journalister (CPJ) advarede i juli om, at al-Sharifs liv var i fare på grund af hans reportager fra Gaza.

Israel har beskyldt Al Jazeera for at samarbejde med Hamas og være partisk i dækningen af krigen. Sidste år lød det fra Israels ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, at hans regering havde besluttet at lukke for mediet i Israel. Al Jazeera afviste i den forbindelse anklagerne om ensidighed og propaganda fra Israel.

I januar besluttede også den palæstinensiske selvstyremyndighed at lukke midlertidigt ned for udsendelser fra tv-kanalen. Selvstyremyndigheden begrundede beslutningen med det, som den kaldte »opildnende« materiale.

Mediet er ejet og finansieret af Qatar, som har rolle som mægler i forhandlingerne om en våbenhvile mellem Israel og Hamas.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her