Han lod sig gennembanke i boksekampe uden regler. Da han var udmattet af slagene og gennemblødt af sved, blev han overhældt med iskoldt vand, så han nærmest kollapsede. De bød ham på stoffer med hallucinerende virkning i små flakoner. Da han nægtede at drikke dem, tvang de indholdet i den afmagrede mand. I sin sidste ydmygelse blev han filmet i en seng i 298 timer – 12 dage – uden søvn, skriver internationale medier, blandt andre The Guardian.
Hver gang Raphaël Graven, bedre kendt under sit pseudonym Jean Pormanove eller bare JP, døsede hen, blev han brutalt vækket af mænd, der satte sig på hans ansigt eller afspillede lyden af brølende motorcykler tæt på ham. På et tidspunkt virkede den brutale vækning ikke mere.



























