En sportsjournalist blev fyret for at sammenligne Trumps indsættelse med 11. september og Pearl Harbor. En komiker mistede sit job, efter at hun poserede med en blodig Trump-maske. En prisvindende tegner fik sine karikaturer kasseret én efter én, indtil han til sidst blev fyret.
Adskillige mediepersoner har de seneste år betalt prisen for at udfordre Donald Trump og Maga-bevægelsen. Seneste navn er talkshowværten Jimmy Kimmel, der er sat på ubestemt pause, efter at han i sin monolog antydede, at Charlie Kirks formodede morder kunne være en del af Maga-miljøet, selv om meget tyder på det modsatte.


























