Tre fotografer og fire journalister på Jyllands-Posten har onsdag morgen fået besked om, at de er blevet fyret. Jyllands-Posten afskediger i alt 11 medarbejdere på tværs af mediets afdelinger. Derudover har seks medarbejdere valgt at tage imod et tilbud om frivillig fratrædelse, oplyser Emilie Holt Vissing Christensen, der er konstitueret ansvarshavende chefredaktør, i en e-mail til Ritzau.
Fyringerne, der er blevet gennemført onsdag morgen, sker i forbindelse med en sparerunde på avisen, som er rod til en konflikt mellem de redaktionelle medarbejdere og ledelsen. De journalistiske medarbejdere nedlagde arbejdet tirsdag eftermiddag i protest mod ledelsen.
»Det gør vi i protest mod den opførsel, som ledelsen har udvist i de seneste ugers forhandlinger, som vi finder uordentlig og uacceptabel«, lød det i et brev fra medarbejderne om arbejdsnedlæggelsen.
Brevet kommer i forbindelse med en spareplan, som ledelsen på avisen har præsenteret. Planen fik mandag journalisterne til at skrive i et brev, at de havde mistet tilliden til avisens øverste ledelse.
»For Jyllands-Posten står i den tredje sparerunde på fire år. Og endnu en gang vil man spare kraftigt i kernen af avisen: de journalistiske medarbejdere«, lød det i brevet ifølge medierne Journalisten og Mediawatch.
Arbejdet er fortsat nedlagt
Onsdag formiddag har medarbejderne fortsat nedlagt arbejdet på avisen. Det er uvist, hvor længe de planlægger at strejke, og om der er nogen redaktionelle medarbejdere, der har valgt at fortsætte arbejdet. Den journalistiske gruppe mener, at ansvaret hviler på den »selvsamme ledelse, som havde ansvar for at bringe os videre fra en historisk stor sparerunde for to år siden«.
»De har nu ansvaret for, at vi allerede står her igen«, stod der videre i brevet.
Emilie Holt Vissing Christensen skriver i e-mailen, at man »til det sidste har forsøgt at finde løsninger, der kunne reducere det endelige antal afskedigelser yderligere«.
»Vi har desværre ikke kunnet undgå dem«, skriver hun.
Jyllands-Posten har i det seneste år ansat flere journalister i avisens gravergruppe og samtidig hyret flere til at lave podcast, skriver Journalisten. Men i slutningen af oktober meldte ledelsen så ud, at der var behov for at finde besparelser for »et tocifret millionbeløb«.
ritzau
fortsæt med at læse




























