DR vil rejse en voldgiftssag mod fagforbundet Dansk Journalistforbund, da parterne ikke er blevet enige om et forlig i en sag om økonomisk støtte under overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, skriver DR i en pressemeddelelse.
Her lyder det, at DR ser med »stor alvor« på Dansk Journalistforbunds praksis med at yde økonomisk støtte til medlemmer under overenskomststridige strejker. DR har derfor overgivet sagen til en advokat med henblik på, at der skal udarbejdes et klageskrift og kræves en bod.
Dansk Journalistforbund indgik tidligere i år forlig med TV 2 i en lignende sag. Her betalte fagforbundet en bod på en million kroner til TV 2.
Forbundets forperson, Allan Boye Thulstrup, sagde samtidig, at det var sket én gang de seneste 10 år, nemlig i 2023, at DJ havde givet økonomisk støtte til medlemmer i forbindelse med en overenskomststridig strejke på TV 2.
Det var mediet Frihedsbrevet, som i foråret 2025 beskrev et internt dokument fra DJ, hvor fremgangsmåden var beskrevet. Her lød det ifølge mediet, at strejkende medlemmer i fortrolighed kunne få udleveret en kuvert med lønkompensation efter at have deltaget i en overenskomststridig strejke. Derfor er sagen blevet kendt som sagen om de brune kuverter.
Når der er vedtaget en overenskomst, er der fredspligt i den periode, overenskomsten gælder. Det betyder, at hverken virksomheden eller medarbejderne må standse eller nedlægge arbejdet. Sker det alligevel, at medarbejderne nedlægger arbejdet i strid med overenskomsten, må deres fagforening ikke støtte strejken.
DJ: DR’s krav var for stort
DR’s generaldirektør, Bjarne Corydon, siger i pressemeddelelsen fra DR, at sagen bliver behandlet med stor alvor.
»Vi har afholdt en række møder med Dansk Journalistforbund, hvor de har indrømmet, at der også i DR har været en praksis, hvor forbundet har understøttet de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser gennem udbetaling af økonomisk støtte til medlemmer af forbundet«, siger han.
»Det udgør et alvorligt overenskomstbrud«, påpeger han.
Forperson for DJ Allan Boye Thulstrup siger i en pressemeddelelse, at forbundet gerne ville have lukket sagen med et forlig, men at DR’s krav har været større, end forbundet mener er rimeligt. DJ fastholder, at forbundet ikke har udbetalt overenskomststridig støtte de seneste 10 år, hvilket er forældelsesfristen i den slags sager.
»Derfor synes vi ikke, det er rimeligt at bruge medlemskroner på et dyrt forlig med DR. Vi anerkender, at der er sket støtte i strid med overenskomsten tidligere, og det vil jeg igen gerne beklage«, siger forpersonen i pressemeddelelsen.
»Men det er mere end ti år siden og er helt generelt en praksis, som ikke finder sted længere«, lyder det videre.
Ifølge Bjarne Corydon fastholder DJ, at det senest har udbetalt støtte til medlemmer i DR i forbindelse med overenskomststridige strejker i 2016. Men DR føler sig ikke »tilstrækkeligt betrygget« i, at den slags ikke er foregået efter 2016, lyder det. Derfor ønsker man at efterprøve sagen ved en voldgift.
Ritzau
fortsæt med at læse