Amerikanske delstater får maksimalt 16,7 milliarder dollar som led i forlig med Meta.

Meta indgår milliard-forlig med delstater, men nægter ansvar for børns afhængighed

Meta og Mark Zuckerberg har omkring tre milliarder brugere verden over.  Foto: Carlos Barria/Ritzau Scanpix
Meta og Mark Zuckerberg har omkring tre milliarder brugere verden over.  Foto: Carlos Barria/Ritzau Scanpix

Tech-selskabet Meta har indgået forlig med en række amerikanske delstater i en sag om sociale platforme og afhængighed blandt unge.

Det fremgår onsdag af retsdokumenter ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Meta går med til at betale maksimalt knap 16,7 milliarder dollar til delstaterne som led i aftalen. Det svarer til omkring 107 milliarder danske kroner.

Det amerikanske selskab har omkring tre milliarder brugere verden over.

I sagen har 29 delstater anklaget Meta for bevidst at designe sine produkter til at gøre børn afhængige og høste deres data.

Forliget kræver, at Meta sætter gang i flere tiltag. Blandt andet skal der oprettes flere værktøjer til at hjælpe forældre med at beskytte deres børn online.

Derudover vil teenagere blive låst ude af Facebook og Instagram mellem midnat og klokken 06.00 om morgenen lokal tid, skriver AFP.

Teenagebrugere vil blive forhindret i at se antallet af likes eller reaktioner på deres opslag, fremgår det ligeledes.

Meta kalder i en udtalelse forliget ’et vigtigt skridt’ og opfordrer TikTok og YouTube til at indføre samme tiltag.

Tiltagene vil, hvis de bliver godkendt af retten, blive indført i de deltagende amerikanske delstater og territorier, skriver Meta.

Forliget er indgået mellem det amerikanske selskab og i alt 52 justitsministre fra delstater, territorier og District of Columbia.

Delstaten Californiens justitsminister og øverste juridiske repræsentant, Rob Bonta, siger, at forliget ’markant vil ændre, hvordan Instagram og Facebook interagerer med børn og teenagere’.

»Hvis forliget bliver godkendt af retten, vil ændringerne omfatte daglige tidsgrænser, stop for notifikationer i skoletiden, blokering af brug om natten, forbud mod farlige filtre samt forbedret sporing og fjernelse af brugere under 13 år og meget andet«, skriver Bonta på X.

Tirsdag var Instagrams topchef, Adam Mosseri, i retten for at give forklaring i sagen. Her afviste han at have opfordret medarbejdere til at holde negative oplysninger væk fra offentligheden. Det var også ventet, at Metas direktør, Mark Zuckerberg, skulle have vidnet.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her