New Mexico anklager Meta for at have løjet over for Facebook-brugere om, hvem der havde adgang til deres data.

Meta dømt til at betale 166 milliarder kroner til amerikansk delstat

Foto: Dado Ruvic/Ritzau Scanpix
Foto: Dado Ruvic/Ritzau Scanpix

Artiklen er senest opdateret kl. 2.06 med Metas kvartalsregnskab og kommentar fra økonomidirektør.

En domstol i delstaten New Mexico i USA har onsdag pålagt Meta Platforms at betale en bøde på 25 milliarder dollar for at vildlede brugere om, hvordan deres data blev brugt, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Beløbet svarer til omkring 166 milliarder danske kroner. Dommen kom allerede i slutningen af september, men omfanget af bøden er først blevet offentliggjort onsdag. Ifølge lokalmediet Fox8 går bøder for overtrædelser af forbrugerbeskyttelseslovgivning i New Mexico til delstatens skolesystem.

Delstatens rigsadvokat sagsøgte Meta tilbage i 2021 efter afsløringer om, at det britiske konsulentfirma Cambridge Analytica i smug havde høstet personlige data fra millioner af Facebook-brugere. Derefter brugte firmaet dataene til politiske formål blandt andet under præsidentvalget i 2016. New Mexico anklager Meta for at have løjet over for Facebook-brugere i delstaten om, hvem der havde adgang til deres data.

Repræsentanter for Meta har tidligere understreget, at de forventer at anke dommen.

»Vi fortsætter med at holde øje med igangværende retssager og sager hos tilsynsmyndighederne, som kan få betydelig indflydelse på vores forretning og økonomiske resultater«, siger Metas økonomidirektør, Susan Li, under et opkald med investorer ifølge AFP.

Delstatens justitsminister og øverste juridiske repræsentant, Raúl Torrez, kalder dommen »en af de største, hvis ikke den største dom« afsagt af en enkelt delstat mod selskabet i USA’s historie.

Dommen kommer, efter at seks andre delstater indgik et forlig, der kan løbe op i 16,7 milliarder dollar (omkring 200 milliarder kroner) i deres sager mod Meta ligeledes vedrørende konsulentfirmaet Cambridge Analytica. Forliget var en del af et større forlig med flere andre delstater involveret, som Meta indgik i august. Her var Meta anklaget for, at virksomhedens platforme havde skadet unges mentale sundhed.

Regnskab får aktier til at stige

Milliardforliget har også spist en stor bid af Facebook-ejers overskud. Det fremgår af Metas kvartalsregnskab, som blev offentliggjort onsdag aften dansk tid. Meta landede i tredje kvartal et overskud på 9,9 milliarder dollar. Det svarer til knap 66 milliarder kroner. Overskuddet var ifølge nyhedsbureauet AFP næsten 50 procent lavere end investorernes forventninger.

»Omkostningerne og udgifterne i tredje kvartal omfatter en udgift på 9,89 milliarder i forbindelse med aftalen«, hedder det i regnskabet fra Meta.

Koncernens omsætning steg i tredje kvartal med 26 procent til lige knap 65 milliarder dollar og overgår dermed investorernes forventninger på 63,3 milliarder dollar, skriver finansmediet MarketWire.

Facebook-ejeren forventer, at omsætningen for årets fjerde kvartal vil ligge på mellem 73 og 76 milliarder dollar. Det er højere end analytikernes forventning, der ifølge Bloomberg News har lydt på 73,6 milliarder dollar.

Metas aktie er siden offentliggørelsen af regnskabet steget med syv procent i eftermarkedet, skriver AFP.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her