En føderal dommer i USA har tirsdag givet grønt lys til, at præsident Donald Trumps milliardstore søgsmål mod britiske BBC kan fortsætte.
Dommeren Jeffrey T. Kuntz afviste BBC’s forsøg på at få sagen om æreskrænkelser lagt ned.
Trump sagsøgte sidste år den britiske public service-udbyder på grund af dens redigering af en tale, som han holdt forud for stormen på Kongressen 6. januar 2021.
Den BBC-dokumentar, som sagen drejer sig om, sammenklippede to separate dele af Trumps tale, så det fremstod som om, at Trump direkte havde opfordret sine tilhængere til at angribe den amerikanske kongresbygning.
Trump kræver i alt 10 milliarder dollar - omkring 67 milliarder kroner - i erstatning.
Sagen er en af flere, Trump har anlagt mod nyhedsmedier for at lægge pres på mediers dækning, som han ikke bryder sig om, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den føderale dommer begrunder tirsdag afgørelsen med, at Trump på en plausibel måde havde hævdet, at BBC havde skadet hans omdømme og vidste eller burde have vidst, at klippet var vildledende.
Kuntz’ afgørelse tager dog ikke stilling til, om Trump har bevist disse påstande.
»Om præsident Trump kan bevise disse påstande og godtgøre, at han har lidt skade, ved en afgørelse på grundlag af sagens akter eller under en retssag, må afgøres en anden dag, skriver dommeren.
Trump kalder tirsdagens afgørelse for en ’kæmpe sejr’ i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.
»Vi vil fortsætte kampen mod og besejre alle dem, der forsøger at vildlede det amerikanske folk«, skriver præsidenten.
En talsperson for BBC siger ifølge Reuters, at mediehuset er overrasket over afgørelsen.
BBC har tidligere undskyldt for episoden, men har dog afvist Trumps påstande om æreskrænkelser.
To af BBC’s øverste chefer, generaldirektør Tim Davie og nyhedschef Deborah Turness, forlod sidste år deres poster efter stor kritik af dokumentaren om Trump.
ritzau
fortsæt med at læse