Han har lyttet til kritikken, siger han, og derfor vil kulturminister Per Stig Møller (K) nedsætte et udvalg af radiofolk, som skal vejlede om, hvordan en ny licensfinansieret P1-konkurrent skal se ud.
Per Stig: Jeg har ikke noget imod amatørtv, men ... »Jeg skal selvfølgelig ikke påføre Danmark en radiokanal, som jeg tegner ud fra mine egne erfaringer, fra dengang jeg ledede programredaktionen på DR i 70’erne. Det skal ikke være Møllers egen lille kanal«, siger kulturministeren, efter at en række fagfolk har kritiseret ministerens kanaloplæg for at være »gammeldags« og »en rodebutik«, blandt andet, fordi den – ifølge planen – skal have en meget bred musikprofil. Møllers vision for radio Kulturministeren har aldrig offentligt fremlagt sin vision for radiokanalen og har hidtil ikke kommenteret de igangværende forhandlinger om et nyt medieforlig. Men til Politiken forklarer han nu om sin idé: »Jeg har ikke noget imod DR’s P1. Jeg bruger den meget intenst om morgenen og hører også Orientering. Det er en fremragende kanal, men der er ingen, der siger, det ikke kan sammensættes på en anden måde«, siger Per Stig Møller. »Mangfoldighed er vigtigt for den demokratiske debat. I 1980’erne lavede vi et monopolbrud med TV 2, og det har helt klart hævet niveauet – blandt andet har det fremkaldt sådan noget som Deadline på DR 2. Men det monopolbrud har vi aldrig haft på radioområdet«.






























