Statskassen støtter alt fra Dagbladet Arbejderen til klassisk musik på FM-radioen. Men medier, der kun eksisterer på internettet, kan ikke få så meget som en krone af de penge, danskerne har betalt i licens og skat. Der skal der laves om på. Til efteråret, når støtten til trykte medier forhandles som en del af finansloven. Både Venstre og Socialdemokraterne lover, at puljen til trykte medier fremover også skal kunne søges af medier, der kun eksisterer på nettet. Det kunne være eksempelvis den politiske nyhedsside Altinget.dk eller det liberale nyhedssite 180grader.dk.
Hele mediebilledet skal afspejles
»Fritstående internetmedier skal også kunne støttes. Så undgår vi det meget skæve konkurrenceforhold, vi har i dag, hvor aviserne får støtte, mens enkeltstående internetmedier ikke får noget. Det er vi nødt til at forholde os til nu, hvor dagbladene ikke bare er aviser, men mediehuse med nyhedsportaler på nettet«, siger Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby.
At medier, der kun eksisterer på nettet, også skal i spil til de penge, der traditionelt er gået til dagbladene, får opbakning fra Socialdemokraternes Mogens Jensen:
»Støtten skal afspejle hele mediebilledet og ikke kun holde fast i de gamle strukturer, hvor dagbladene agerede alene på markedet«, siger han, uden at han dog vil gå i detaljer med planerne for, hvordan netmedier skal inddrages.
Medierne skal kæmpe om støttekroner Foreningen for Danske Internet Medier, FDIM, der repræsenterer 140 danske virksomheder, der beskæftiger sig med interaktive medier, glæder sig til efteråret, Det siger formand Christian Peytz, der dog undrer sig over, at det har taget så lang tid, før internetmedierne blev taget med til forhandlingsbordet. »Internettet er et medie, som især bliver brugt af yngre mennesker, så det er tankevækkende, at politikerne ikke støtter det mere. Alt andet lige burde de unge være de vigtigste i diskussionen om at præge og oplyse den danske befolkning. Og de bruger altså internettet mere, end de ser tv«, siger Christian Peytz.




























