Mandens hoved er svøbt ind i et palæstinensertørklæde. Kun hans øjne er synlige gennem en smal mørk sprække. Talebankrigeren stirrer lige på dig. Bag ham rejser Afghanistans bjerge sig. Så trykker han på aftrækkeren, og alt opløses i et flammehav. Endnu en britisk soldat har måttet bukke under for de lokale krigere. Konservativ kritik Når Electronic Arts (EA) i oktober lancerer computerspillet ’Medal of Honour’, er der én mand, der håber, at ikke en eneste britisk butik vil have det på deres hylder. Det er den konservative britiske forsvarsminister Liam Fox, der har opfordret britiske butikker til at nægte at føre spillet som en del af deres sortiment.
LÆS OGSÅ Briterne vil væk fra voldeligt distrikt i Afghanistan
Ministerens udfald mod ’Medal of Honour’ kommer, efter at det er er kommet frem, at spillets nyeste version er gået væk fra de sædvanlige kulisser, der normalt er inspireret af Anden Verdenskrig, og i stedet har skabt et spil, der er baseret på konflikten i Afghanistan.
Realistisk
Den nyeste version af spillet er blandt andet kommet til verden med konsulenthjælp fra britiske soldater, der selv har tilbragt tid i Helmandprovinsen, hvor også danske soldater er udstationeret, og der er, ifølge EA, lagt stor vægt på at skabe realistiske kampscener i spillet, hvor man kæmper alene eller i hold mod hinanden online i krigslignende situationer.
Billederne og kamphandlingerne i spillet anses for at være så realistiske, at man skal være 18 år gammel for at kunne købe ’Medal of Honour’ i Storbritannien.
I den nuværende version af spillet, der sendes på gaden om lidt over en måned, er der konflikt mellem talebanere og britiske soldater, men det er på længere sigt planen, at det også skal være muligt at spille amerikaner i konflikten.
Kæmp som Taleban
Det er versionen med mange spillere, der har vakt den britiske forsvarsministers harme, fordi den tillader, at deltagere kan vælge at kæmpe som Talebankrigere og dermed i teorien får point for at skyde britiske soldater i spillet.
»Virkelige britiske soldater bliver angrebet, i virkeligheden af Talebankrigere. Jeg er chokeret over, at det er acceptabelt at genskabe disse handlinger, hvor børn har mistet deres fædre og koner har mistet deres ægtemand«, siger Liam Fox.
Han kaldet spillet for »ubritisk og smagløst« og opfordrer britiske butikker til helt at nægte at videresælge ’Medal of Honour’.
»Jeg håber, at alle britiske butikker vil nedlægge forbud mod at have det på hylderne og simpelthen nægte at sælge det videre«, har han sagt.
Soldater gav råd
Men hos EA har præsident Frank Gibean blandt andet forsvaret spillet over for BBC.
»Vi overvejede meget nøje risikoen, inden vi besluttede os for at sende dette spil på markedet«, siger han.
»Men vi har fået råd fra nuværende soldater og har forsøgt at gøre situationerne så realistiske som muligt. Det er en måde at fortælle historien på. I gamle dage havde man breve og soldaterdagbøger. I dag har man spil«, mener Frank Gibean.
Han påpeger også, at der netop i flere andre spil, der allerede er på markedet, er mulighed for at spille fjenden, og hvor man eksempelvis kan vælge at kæmpe som nazist eller terrorist mod sine venner.
»Det er ikke et spil, der her«
Også den tidligere SAS-soldat og nuværende bestsellerforfatter til en række spændingsromaner og soldaterbøger Andy McNab har fordømt spillet.
»Det er ikke et spil, der her. Det sker i virkeligheden. Konflikten i Afghanistan er noget, der stadig foregår«, siger han.
Frank Gibean mener til gengæld, at det er kommet som lidt af en overraskelse, at spillet er blevet modtaget så negativt, allerede inden det officielt er lanceret.
»Hos EA tror vi meget passioneret på, at spil er en kunstform. Og så er det jo lidt mærkeligt at se, at film og teaterstykker, der befatter sig med konflikten i Afghanistan, ikke bliver udsat for det samme niveau af protester og ballade«, mener han.
Ingen opbakning
I går var det britiske kulturministerium, som elektroniske spil hører under, langtfra parat til at udsende en støtteerklæring til den harmdirrende forsvarsminister.
En talsmand understregede derimod, at der var tale om »ministerens personlige holdning«.




























