Da Geert Wilders i 2008 præsenterede ’Fitna’, ønskede ingen af de statslige hollandske tv-stationer at vise den stærkt islamfjendtlige kortfilm. Det skal de offentlige kanaler tilsyneladende betale prisen for nu.
Ud af et samlet budget på 700 millioner euro skal de offentlige radio- og tv-stationer ifølge en regeringsaftale spare 200 millioner euro. Wilders’ Frihedsparti, PVV, der er støtteparti for den hollandske regering, forlanger, at landet kun finansierer en enkelt statslig kanal. »En offentlig kanal er mere end nok. Resten skal være kommercielle«, lyder Wilders’ krav. Han er bange for, at de statslige midler til radio og tv forvrider konkurrencen med private medier. Men det er også en kendt sag, at Wilders i årevis har bekæmpet de »elitære synspunkter«, som er kommet til orde i de statslige medier, ligesom medierne ikke alle har vist forståelse for hans kampagne mod islam i Holland. Samtlige radioorkestre nedlægges Fremover bliver der plads til meget mere forproduceret underholdningsmusik på landets radiokanaler, mens det klassiske musikforbrug bliver en privatsag. De store besparelser betyder nemlig, at samtlige orkestre i Nederlandse Publieke Omroeps (NPO), den nationale hollandske tv- og radiostation, må lukke.




























