DR-næstformand: Plummer mangler dømmekraft

Lyt til artiklen

Næstformand i Danmarks Radios bestyrelse, Ole Hyltoft, er tilbageholdende i sin opbakning til stationens generaldirektør, Kenneth Plummer.

Hyltoft vil på nuværende tidspunkt ikke udtrykke sin fulde tillid til DR-bossen, efter at en lydfil har afsløret, at Plummer forsøgte at bestikke forfatteren Kurt Lassen til ikke at skrive om sit privatliv i en ny biografi.

»Jeg vil læse hans redegørelse og læse bogen, før jeg svarer på det spørgsmål«, siger Hyltoft med henvisning til, at DR-bestyrelsesformand Michael Christiansen har bedt om en skriftlig redegørelse fra Plummer.

LÆS ARTIKEL

DR-formand: Plummer skal forklare sig

Under alle omstændigheder ser Ole Hyltoft med stor alvor på Plummers forsøg på at bestikke forfatteren. Under en telefonsamtale tilbød generaldirektøren Kurt Lassen to gode historier mod, at der ikke blev skrevet om hans privatliv.

»Det er meget ubetænksomt og ikke en handlemåde, der er en generaldirektør ved Danmarks Radio værdig«, siger Hyltoft.

Er du chokeret?

»Nej, jeg vil ikke sige, at jeg er chokeret, men jeg er ked af det på Danmarks Radios vegne. Det er ikke et niveau, som Danmarks Radios ledelse skal fungere på«, siger Hyltoft.

DEBAT

Kan Plummer fortsætte som generaldirektør?

Kan dette være med til at sætte spørgsmålstegn ved Plummers dømmekraft?

»Ja, det er klart, at dette er mangel på dømmekraft«, lyder det fra DR-næstformanden.

Biografien 'Plummer- summen af kardemommen' udkommer torsdag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her