Selv om multinationale Google spiller en rolle i de flestes hverdag, så er det et nærmest ansigtsløst firma i den danske debat. Derfor er det en speciel oplevelse at komme på besøg i Googles diskrete danske kontor på Frederiksborggade 20B et stenkast fra Nørreport Station i København.
Et lille skilt viser ind til søgegigantens kontor på 1. sal. Som om Google blot er et mindre dansk advokatfirma. Men når man træder ind ad døren, får man et lille strejf af Californien.
Peter Barron, kommunikationschef for i Nord- og Centraleuropa, tager imod. Han er her for at fortælle, at Google lever op til sit slogan ’Do No Evil’ (’Gør ikke noget ondt’) – også når det gælder forholdet til den etablerede medieverden, som har beskyldt Google for at støvsuge internettet for annoncekroner ved at nasse på mediernes indhold.
Google rækker hånden frem
Kritikken har på det seneste fået Google til at strække hånden frem. Nu vil virksomheden tilbyde medierne hjælp til at blive bedre til at tjene penge. Google og mediebranchen er nemlig i samme båd, lyder budskabet.
Medierne sikrer det gode indhold. Indhold, som det er værd at søge efter.
»Vi tror på, at journalistik af høj kvalitet er meget, meget vigtigt for samfundet som helhed. Vi er meget stærke tilhængere af, at brugerne får adgang til indhold af høj kvalitet. Derfor er det i vores egen interesse at støtte journalistik, hvor vi kan«, siger Peter Barron.
Derfor hjælper Google nu hundredvis af medier, primært i USA og Storbritannien. Dels med at forbedre salget af de såkaldte bannerannoncer på nettet, dels med at indføre gnidningsløs mikrobetaling, så brugerne betaler en lille sum for hver artikel, de klikker på.




























