Medierne har en stor værktøjskasse, de kan ty til, når de vil holde sager om politikeres moral i kog, selv om der intet substantielt nyt er i sagen: Hurtige spådomme fra den ’vagthavende kommentator’. Hektiske livesendinger fra politikeres dørtrin, selv om der ikke er nogen hjemme til at kommentere sagen. En hurtig meningsmåling på en politikers troværdighed. En voxpop med forargede borgere. En rundspørge til det politiske bagland. »Det, vi kalder tomgangsjournalistik eller at holde gryden i kog-journalistik fylder meget i dækningen af personsager,« konstaterer Mark Ørsten, der er studieleder på journalistuddannelsen på RUC. Politikernes privatliv fylder mere og mere Til efteråret udgiver han sammen med forskere fra Norge, Finland og Sverige en bog om politiske skandalesager i medierne fra 1980 og frem til i dag. Bogens gennemgang af 150 politiske sager viser, at politikeres privatsfære og moral, hvad enten det handler om skolevalg, privatøkonomi eller ferievaner, fylder mere og mere i alle fire lande. Sager om politikernes embedsførelse a la Tamilsagen fylder mindre. »De rigtige politiske skandaler er på vej ud. I stedet har vi fået personsagerne«, siger Mark Ørsten.
LÆS OGSÅ Politikere: Tumultagtige scener på Borgen må stoppes
Hovedforklaringen er enkel. Med 24-timers nyhedskanaler og websites med deadline døgnet rundt er der simpelthen mere plads at fylde ud.
Og netop personsager er lette at forstå og lette at formidle og holde i gang. »Tærsklen for, hvornår noget er en nyhed, og hvornår man vil tage andres historier op, er blevet mindre«, siger Mark Ørsten. Selvkritik før valget Det seneste års diskussion af personfikseringen i journalistikken er ikke gået sporløst hen over DR og TV 2. Selv om iagttagere har forudsagt, at fokus på personer kun vil stige frem mod valget, så siger DR og TV 2 News nu, at de vil fravælge en række af holde gryden i kog-historierne. De vil ikke helt afstå fra at dække personsagerne, men de vil skrue ned for virkemidlerne. Kanalchef på TV 2 News Mikkel Hertz siger, at stationen løbende evaluerer, om de giver historierne for meget gas. »Vi vil ikke længere i et væk stille om til en reporter, som står foran en politikers tomme hus og ikke har nogen at tale med«, siger Mikkel Hertz. I blandt andet sagerne om Helle Thorning-Schmidt mands skat, Henriette Kjærs privatøkonomi og Lene Espersens ferievaner har TV 2 News stillet om til reportere, der kun har haft sig selv og studieværten at tale med.






























