Når de hårfagre danske popdrenge A Friend in London indtager scenen i aften ved Det Europæiske Melodi Grand Prixs anden semifinale, skal de bl.a. dyste mod et par irske drenge med - om muligt - endnu højere hår end danskerne.
Jedward er navnet på duoen, der består af tvillingebrødrene John og Edward Grimes, og deres sang 'Lipstick' har en rød-hvid smag over sig.
Den er nemlig skrevet af Lars Halvor Jensen og Martin Larsson, der engang var med i bandet YouKnowWho, men som i mange år har fungeret som sangskrivere og producere for internationale kunstnere som Sugababes, Blue, Paula Abdul, P. Diddy med flere.
SE FOTO Mere glamur og glimmer i Düsseldorf
De to sangsnedkere stod bag den danske grandprixvinder i 2009 'Believe Again', som de skrev sammen med Boyzone-frontmanden Ronan Keating, men i år repræsenterer danskerne altså det stolte Eurovisionsland Irland
Hvorfor sendte I ikke jeres sang ind til det danske grandprix i stedet?
»Vi har en engelsk manager, der spillede 'Lipstick' for Jedwards manager, og både han og drengene var helt vilde med sangen, selv om den egentlig var skrevet til en kvindelig sanger. Så pludselig sad vi i London og indspillede, og så kom vi med i det irske grandprix, og ja, så endte vi med at vinde«, fortæller Lars Halvor.
Kønne knægte kan dele vandene
Jedward er et stort navn i Irland. Drengene brød igennem i 'X Factor', og deres første single 'Under Pressure' toppede den irske hitliste og nåede op til andenpladsen på den britiske.
Og med deres kønne, nærmest dukkeagtige ansigter har tvillingerne optrådt i flere reklamekampagner.
»De har en tilstedeværelse, der er helt vild. De er så meget på, og man kan i hvert fald ikke undgå at lægge mærke til dem«.
De er blandt favoritterne, men kan de føre Irland til sejr?
»Svært at sige. Det er hit & miss med dem. Mange elsker dem, men der er også nogen, der ikke kan udstå dem, fordi de er så energiske og udadvendte. Så jeg ved ikke, om det kan lykkes at samle hele Europa om dem«, siger Lars Halvor.
Danske grandprix-drenge er på alles læberHvordan vurderer du A Friend in Londons chancer?
»Deres sang er rigtig catchy, og jeg kunne huske den, fra første gang jeg hørte den. Så jeg tror faktisk, Danmark har gode chancer for at vinde det hele i år. De er nogle good looking boys. Men jeg tror også, den finske har en god vinderchance (Paradise Oskar med 'Da Da Dam', red)«, lyder altså vurderingen fra en af mændene bag semifinalens 19. og sidste sang i aften.
Sangkonkurrencen sendes direkte fra Esprit Arena i Düsseldorf kl. 21 i aften på DR 1 - forhåbentlig med bedre lydforhold end den første semifinale i tirsdags, hvor den danske kommentator Ole Tøpholm måtte speake hele udsendelsen i sin mobiltelefon på grund af et servernedbrud.
LÆS ARTIKEL
Melodi Grand Prix ramt af lydkaosfortsæt med at læse



























