Jeppe Gjervig Gram drikker en slurk af sin caffelatte, mens han går lidt hvileløst frem og tilbage på samme sted. Han sætter sig kortvarigt på det yderste af en stol. Og rejser sig så op igen. »Det ville være oplagt at have Henrik Sass Larsen med som en bombe under Helle Thorning«, siger han. Adam Price nikker ivrigt. »Det er så absurd, at vi ikke engang kunne have fundet på det«.
LÆS OGSÅ Adam Price: Borgen er lige så dramatisk som 'Borgen'
I et kontor af glas på 4. sal i DR Byen forsøger manuskriptforfatterne Adam Price, Jeppe Gjervig Gram og Jannik Tai Mosholt sig med et tankeeksperiment.
Normalt sidder de tre og skriver tv-serien ’Borgen’ her i lokalet; et drama, der ganske virkelighedsnært følger en række fiktive politikere på Christiansborg.
Men i dag har Politiken givet dem en opgave med omvendt fortegn. I løbet af to timer skal de forsøge at omdanne den seneste uges politiske virkelighed til et stykke tv-dramatik.
Hvordan ville virkelighedens magtskifte se ud som fiktion? Hvordan ville replikkerne lyde, hvis Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager, Villy Søvndal og Henrik Sass Larsen skulle være hovedpersonerne i et tv-drama søndag aften klokken 20? »Vi træder ind i et minefelt« I forfatternes kontor hænger seks whiteboards med de superhemmelige plotlinjer til afsnit 24 fra den kommende sæson af ’Borgen’, som de tre i øjeblikket arbejder på at gøre færdig.






























