Joakim Grundahl
35 år. Journalist og redaktør af Politikens tillæg FILM.
Hvad er din bedste madoplevelse nogensinde?
»Det var på Cal Pep i Barcelona. Et fremragende lille sted, hvor man sidder kropsnært ved disken og spiser friske fisk og skaldyr. Kokkene flåede fisk og stegte knivmuslinger for øjnene af os og lod os selv skænke rødvin fra flaskerne, som blev delt af alle gæsterne. Det var selvsikker kogekunst uden servil nonsens. Særligt havtaskefileten med rosmarinkartofler var utrolig. En lidt udskældt fisk i Danmark, men efter turen på Cal Pep bestiller jeg den gummiagtige grimrian, hver gang jeg finder den på menukortet«.
Hvad er din livret?
»Skank, skulder, kam eller kæbe, bare det er braisseret i mindst seks timer i noget indkog med kødkraft, hvidvin og friske urter. Serveret med lethed tidligt om sommeren med friske ærter, små gulerødder og andre spæde grøntsager. Halleluja!«.
Hvad er madanmelderens største udfordring?
»At gøre madoplevelsen vedkommende for de uindviede«.
42 år. Klassisk filolog. Har arbejdet som forlægger, oversætter og forfatter.
Hvad er din bedste madoplevelse nogensinde?
»Jeg blev genfødt på L'Orangerie i Paris. Det var i starten af 1990'erne, og jeg var ude at spise med min mor, der lige var flyttet derned med min stedfader, som ville gøre et indtryk på mig. Vi fik en vidunderlig stegt foie gras, og det revolutionerede min gastronomiske verden. Det var en totaloplevelse, hvor man kun kunne få plads, hvis tjeneren kendte éns stemme i telefonen. Bag os sad Yves Saint Laurent og var ved at forføre en ung mand i skovmandsskjorte«.
Hvad er din livret?
»Et kæmpe bjerg af jomfruhummere. De skal spises i klitten på Læsø, hvor de er allerbedst. Med vin, venner og bølgeskvulp i vandkanten. De små kræ smager af sommer og hav, og de laves ved bare at smide en bunke helt friske af slagsen i en gryde letsaltet kogende vand med lidt dild. Når vandet kommer i kog igen, er de færdige«.
Hvad er madanmelderens største udfordring?
»Mad er sex, mad er kunst, mad er gode minder. Det allersværeste - men også det sjoveste - er at viderebringe oplevelsen til læserne. Det at beskrive, hvordan maden smager, bliver mit største fokus, for ord smager jo ikke af noget«.
FACEBOOK





























