Efter at have hørt rigtig meget Radio24syv i en hel uge kommer denne anmelder til at tænke på et af de faste indslag i satireprogrammet ’Rytteriet’, en parodi på et kulturprogram, hvor en nøgen digter læser et af sine poemer op, siddende i en lænestol.
Samtlige disse stykker lyrik er skåret over matricen: Når en eller andet gør et eller andet, bliver der virkelig gået til vaflerne. Og det hvad enten der bliver vasket bil, skåret kød, bagt brød eller noget andet. Sådan er det også på Radio24Syv: Her bliver der virkelig lavet taleradio og talt, så det vil noget.






























