Den nye udgave af Politiken er på gaden her til morgen. Og det er en forandret avis, abonnenter og andre avislæsere fremover får ind ad brevsprækken eller henter i kiosken.
Først og fremmest bliver den nye Politiken mere moderne og mere brugervenlig. Det nye layout gør det nemlig nemmere at navigere i avisen og få overblik på siderne.
Kort sagt vil redesignet byde på bl.a. nye journalistiske højdepunkter, indførsel af 'dagens tema' i 1. sektion og nye emneord, som bliver markeret med røde, fede typer.
Søren Nyeland, designchef på Politiken, hvad er den største forandring i det nye design i forhold til det 'gamle'?
»Det er pagina-hovederne med store typer. Altså toppen af hver eneste avis-side, som skal gøre det lettere for læserne at navigere rundt mellem stofemnerne. Vi gør det mere overskueligt at læse Politiken«, siger Søren Nyeland.
Hvorfor indfører I nye, røde emneord?
»De skal hjælpe læserne med at orientere sig. Og sammen med resten af det nye design, gør de, at det bliver lettere at læse Politiken«.
LÆS ARTIKEL
Politiken finjusterer sit avisdesignEt nyhedsfokuseret design
Det meget omdiskuterede vandrette nyhedsbånd, bliver erstattet af lodrette notespalter. Hvorfor det?
»For fem år siden, da vi indførte nyhedsbåndet, konkurrerede vi med gratisaviserne. Nu laver vi et redesign, der modsvarer den journalistik, vi har. Designet bliver mere nyhedsfokuseret, og med de lodrette notespalter kommer fotografiet op til toppen af siden. Vi har i det hele taget et øget fokus på reportagefotografiet, og med det nye design kan vi slå mere til den fokuserede, journalistiske nyhedssatsning, vi får nu«, siger Søren Nyeland.
Hvorfor skal Politiken så ofte redesignes - det er jo kun fem år siden sidst?
»Designet skal imødekomme journalistikken. Der er en naturlig cyklus, som journalistikken udvikler sig i. Det ser vi også hos andre store aviser, som The Guardian, Dagens Nyheter i Sverige og Aftenposten i Norge. Forandring fryder, men det er ikke det altafgørende. For at et redesign skal lykkes, så skal det hænge sammen med en stærk, journalistisk retænkning. Og det gør det her«, siger Søren Nyeland.
Læserne får sig nogle visuelle overraskelser
Hvad glæder du dig selv mest til at se af forandringer?
»De visuelle overraskelser i 1. sektion. Og hvordan vores 'rubriksprog' i 2. sektion vil forandre sig. Vi indfører her en markant og smuk rubrik-skrift, Capitolium Semibold, med mere krop, som egner sig både til nyheder og features«.
Er I helt klar til at præsentere det nye design, som rammer avisen i dag?
»Der vil altid være både behagelige og ubehagelige overraskelser. Men vi plejer at være ret gode til at få styr på tingene og løse problemerne hurtigt, hvis der er nogen. Siger 'den fortrøstningsfulde designchef'«, lyder det med et skævt smil. Fra designchefen himself.
LÆS ARTIKEL
Politiken slagter sin midaldrende tv-andfortsæt med at læse



























