Et tv-hold rykker snart ind på godset Ellingham Hall i Norfolk, England.
Her sidder WikiLeaks-stifteren, Julian Assange, i husarrest, mens den engelske højesteret forbereder appelsagen, der skal afgøre, om han kan udleveres til Sverige, hvor han er anklaget for voldtægt. Og tiden bliver brugt på andet end bare venten. I mandags offentliggjorde WikiLeaks, at Assange skal være vært på et tv-program, og nu er det offentliggjort, at det vil blive sendt på den russiske kanal Russia Today – eller RT, som de kalder sig. Programmet bærer navnet ’The World Tomorrow’, og her skal Assange føre dybdegående samtaler med »politiske nøglepersoner, tænkere og revolutionære fra hele verden«, skriver WikiLeaks i en pressemeddelelse.






























