DR afslører nu reglerne for næste års danske Melodi Grand Prix og åbner for, at sangskrivere fra ind- og udland kan sende deres bidrag ind til den store musikkonkurrence. Fristen er 24. september kl. 12.
»Jeg håber, at sangskriverne vil sende det allerbedste ind, som de har«, siger underholdningschef Jan Lagermand Lundme til dr.dk/grandprix. DR inviterer selv tre eller fire kunstnere med på et wildcard, mens resten af de ti sange til konkurrencen bliver valgt blandt de indsendte numre af en hemmelig jury af fagpersoner. Værtsbyen og datoen for showet er endnu ikke på plads.




























