Haagerup: DR står fast på forklaring trods Larm Film-video

Kommentar. »Det, som produktionsselskabet har lagt frem, ændrer ikke på DR’s holdning. DR’s hold vidste godt, at der var et andet produktionshold til stede«, siger Ulrik Haagerup
Kommentar. »Det, som produktionsselskabet har lagt frem, ændrer ikke på DR’s holdning. DR’s hold vidste godt, at der var et andet produktionshold til stede«, siger Ulrik Haagerup
Lyt til artiklen

DRs nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, står fast på, at TV-Avisen ikke vidste, at det var produktionsselskabet Larm Film, som havde medbragt en række borgere i forbindelse med torsdagens retsmøde i sagen om kursmanipulation i EBH Bank.

Og det gør nyhedsdirektøren også efter at have set den videodokumentation, som Larm Film udsendte i dag som et led i striden mellem DR og Larm Film.

Sagen tog fart, da DR måtte beklage, at TV-Avisen torsdag viste billeder af de medbragte borgere og deres skilte og fremlagde situationen som en demonstration.

En handling som Ulrik Haagerup selv har betegnet som 'konstrueret virkelighed' og 'forkasteligt'.

LÆS ARTIKEL

Udskældt produktionsselskab slår tilbage mod DR efter fadæse

På videodokumentionen forklarer produktionsselskabets journalist på parkeringspladsen i Hjørring den tidligere bankdirektør i EBH Bank, Finn Strier Poulsen, at produktionsselskabet har medbragt en række borgere.

Det sker, mens en journalist fra TV-Avisen er til stede.

»Det, som produktionsselskabet har lagt frem, ændrer ikke på DR’s holdning. DR’s hold vidste godt, at der var et andet produktionshold til stede«, siger Ulrik Haagerup og fortsætter:

»Det, de havde sagt, var, at de var ved at lave en dokumentar om finanskrisen, hvor de fulgte nogle borgere«.

»Det, holdet ikke vidste, var, at de borgere var i Hjørring på produktionsselskabets initiativ, og at der var tale om en demonstration«, siger Ulrik Haagerup.

Produktionsselskabet har ikke brugt ordet demonstration?

»Når en gruppe mennesker står med skilte med slagord og ytrer deres utilfredshed, kalder vi det en demonstration. Det var et mediestunt, som et produktionsselskab stod bag«.

»Det afgørende i denne sag er, om DR's hold var klar over, at der var tale om en iscenesat virkelighed. Det vidste reporter-holdet ikke, og det var de så ikke de eneste, der ikke var«, siger Ulrik Haagerup.

Er der fuld opbakning til din forklaring i DR?

»Det er der«, svarer Ulrik Haagerup.

LÆS ARTIKEL

TV 2 brugte også iscenesatte billeder: »Det er en fejl«

DR har hyret produktionsselskabet Larm Film til at lave en dokumentarisk programserie om blandt andet finanskrisen. Et fundament i den er, at dokumentaren tager utilfredse borgere med for at lade dem komme til orde.

I Hjørring ønskede de utilfredse borgere at møde den tidligere bankdirektør Finn Strier Poulsen i den nu krakkede EBH-bank, der stod tiltalt for kursmanipulation.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her