Det tog bare 4,18 minutter, så fik seerne, hvad de siden sæsonfinalen af realityprogrammet ’Paradise Hotel’ har længtes efter: »Min mor og jeg er meget tætte – vi er nærmest kop og kande«, sagde Amalie Szigethy roligt til seerne fra sin stol i hjemmet i Rungsted, da TV3 onsdag havde premiere på ’Amalies verden’ – en realitydoku, der over fem afsnit skal følge den 19-årige pige, der via sin medvirken i realityprogrammet ’Paradise Hotel’ har fået fasttømret sin position som tv-bimbo numero uno og tja, bare ’dum ’ i mange danskeres bevidsthed. På det paradisiske hotel brillerede hun ved at have sex for åben skærm, få sæd i øjet og især at komme med lettere versionerede ordsprog som ’Årstiderne skifter’ og ’Du ligner en russisk roulette’.
I takt med udtalelserne steg antallet af videoer med titler som ’Best of Amalie’ på YouTube, og uge- og formiddagsbladene svælgede i brunetten fra Rungsted Kyst, der bare var så dum og lækker og måske godt kunne tænke sig større bryster.






























