Det handler om at træffe de rette valg på det rette tidspunkt, hvis man skal vende spillet til egen fordel.
Det ved den udspekulerede hovedperson i tv-serien ’House of Cards’, og det ved Netflix, der netop med ’House of Cards’ har gjort et begavet træk for at komme ind i konkurrencen mod HBO’s populære serier ’Sopranos’, ’The Wire’ og senest ’Game of Thrones’ og ’Girls’.
'House of Cards’ lugter langt væk af storslået satsning.
Med Kevin Spacey i hovedrollen, David Fincher i instruktørstolen (i alt fald i de to første afsnit, som er dem, Netflix har vist for pressen) og et manuskript af Beau Willimon, der stod bag George Clooneys begavede politiske drama ’Kamæleonen’ har Netflix fundet de rette rammer til en tv-serie, der er lige dele drama og syrlig satire, baseret på den britiske miniserie af samme navn fra 1990’erne med Ian Richardson.
I ’House of Cards’ er handlingen flyttet til Kongressen i Washington, hvor Francis Underwood (Spacey), indpisker for Det Republikanske Parti, bliver slemt skuffet, da den nyudnævnte præsident bryder sit løfte om at udnævne Underwood til ny udenrigsminister.
Underwoods hævn er nådesløs. Efter en søvnløs nat fremlægger han sin plan for sin hustru, Claire (Robin Wright).
»Vi kommer til at have mange af den her slags nætter, hvor vi lægger planer og ikke får sovet«, advarer han hende. »Det forventede jeg«, svarer hun og overtager hans smøg. »Det bekymrer mig ikke spor«.
Robin Wrights figur er befriende; endelig en hustru, der ikke brokker sig over, at hendes mand kommer sent hjem fra arbejde, men som selv har politiske dagsordener og ambitioner for sig selv og sin mand.
Det virker, som om deres fælles magtbegær er en slags seksuel tænding, et behov, der forener dem frem for at adskille dem, og det er forfriskende.
Drømme om politisk journalistik
Men det er en helt tredje ambition, der sætter handlingen i sving. Den unge journalist Zoe Barnes (Kate Mara) arbejder på den fiktive avis Washington Herald, hvor hun bliver sat til at skrive ligegyldige historier.
Hun drømmer om at skrive politisk journalistik på en ny måde, gerne online og med brug af anonyme kilder, hvilket får hendes erfarne kolleger til at fare i flint. Hun går derfor til Underwood og presser ham til at indgå en alliance med hende:
Hun vil have insideradgang til politiske historier, til gengæld kan han via hendes journalistiske manipulation sætte skub i sine politiske planer.
Det er seriens svage led, at en så erfaren mand som Underwood skulle ville forbinde sig til nogen så uerfaren som Barnes – det er simpelthen ikke troværdigt – men Willimon har gjort rammerne for deres forhold så overbevisende, at man køber ideen.
Barnes lokker Underwood i fælden ved at sige, at hun er bedre end det arbejde, hun er sat til at gøre, og det er netop den skæbne, der også er overgået Underwood, der blev snydt for sin forfremmelse.
Til gengæld afprøver han hendes intelligens i en vidunderlig scene, hvor de mødes på et museum og han giver hende den første brik i en politisk udvikling, som hun så forudsiger på stedet.
Straks er man hooked, og den uhellige alliance er fra det øjeblik helt central for fornøjelsen ved serien. Da de skilles, advarer han hende: »Vi er i samme båd nu, Zoe. Pas på, du ikke vælter den. Jeg kan kun redde en af os fra at drukne«.
Så meget at sige – og så er seriens mest usædvanlige træk end ikke blevet nævnt: Kevin Spacey bryder nemlig fiktionens fjerde væg ned og henvender sig ofte direkte til seeren med satiriske kommentarer til handlingen.
Det er et risikabelt træk, som nemt kunne gå galt, men når det lykkes, må det tilskrives Spaceys eminente timing og præcise diktion, der spytter Willimons gode replikker ud med spids foragt og et velplaceret himmelvendt blik.
Men ’House of Cards’ er ikke bare bitter politisk satire; alle figurerne får på bare et enkelt afsnit etableret nuancer, mange andre serier aldrig får vist. Som da Claire sætter sin underordnede, en ældre kvinde, til at fyre halvdelen af virksomhedens ansatte, og derpå også fyrer hende.
Man tænker, at så kold er ingen kvinde, men da Claire senere bestiller kaffe fra sin lokale Starbucks og bliver betjent af en ældre kvinde, der ligner den kvinde, hun netop har fyret, er kameraet fikseret på Claires ansigt, der viser bittesmå sprækker af sorg og skyld. Det er mesterligt gjort.
Med ’House of Cards’ har Netflix virkelig meldt sig på banen; kampklar og kvalitetsbevidst. Det næste træk er op til konkurrenten.
fortsæt med at læse
