Efter uger med hård kritik af ’X Factor’ tager de ansvarlige i DR nu kritikken til sig. DR’s programansvarlige er blevet ’klogere’, skriver kanalchef Ulla Pors Nielsen i et debatindlæg i dag, og fremover vil især klipningen blive ændret. »Det har hele tiden været meningen, at vi skulle grine sammen med deltagerne – ikke ad dem. Og her må vi konstatere, at disse første programmer i flere tilfælde er blevet oplevet og modtaget helt anderledes, end de var tænkt. Det er vi selvfølgelig kede af, og vi tager kritikken til os og bliver klogere«, skriver Ulla Pors Nielsen i læserbrevet. Det er ’X Factor’-dommernes kommentarer og ikke mindst en kreativ klipning, der har fået seere til at rejse sig med protester, læserbreve og beskyldninger imod DR for freakshow og udnyttelse af unge mennesker, der ikke selv kan gennemskue, hvordan de hænges ud i underholdningens hellige navn.
Blandt andet har der i programmet været klippet tikkende ure ind, der understreger et bidrags kedsommelighed, eller træer, der både har nået at springe ud, løvfælde og blive snedækkede, inden ’talentet’ er blevet færdig med sin åbenbart langsommelige sang.




























