Politiken-tegner vinder fornem tegneseriepris

Præmiesatire. Philip Ytournels genkendelige streg og uforudsigelige humor har her til aften indbragt ham en pris.
Præmiesatire. Philip Ytournels genkendelige streg og uforudsigelige humor har her til aften indbragt ham en pris.
Lyt til artiklen

»Philip Ytournel er en eminent bladtegner, der ofte tænker grundigt over tingene, prøver sine tanker af og gør sig umage med tegningernes allermindste detaljer.

Andre gange tegner han bare nogle bryster eller en tissemand«.

Sådan beskrev Philip Ytournels daglige sidekick på Politikens bagside, redaktør Mads Zacho Teglskov, sin tegnende kollega i et portræt for nogle år siden.

Beskrivelsen er rammende, for med en Ytournel-tegning ved man aldrig rigtigt, hvad man kan forvente. Andet end at den nok er morsom.

I aften har Ytournel modtaget tegneserieprisen Pingprisen for 'årets journalistiske tegner'. En kategori, der uddeles for første gang i år:

»Ytournel er en af dansk bladtegnings store fornyere netop nu, og hans alsidige talent og knivskarpe blik for den satiriske vinkel på stort og småt gør ham til en oplagt vinder af prisen«, siger juryformand Erik Barkman til Politiken.

Får prisen for Kierkegaard-tillæg

Den dansk-franske tegner får primært prisen for en Søren Kierkegaard-særsektion, han lavede til Politikens bogtillæg i maj 2013.

Over 16 sider skabte Ytournel en tegnet introduktion i anledning af den danske filosofs 200 års fødselsdag, der fortalte om alt fra Kierkegaards fødsel til hans ironibegreb.

Pingjuryen kalder sektionen et »fantastisk verdensværk«, som siden er blevet et decideret samlerobjekt.

Men i juryens begrundelse fremhæves også Ytournels evne til at sætte tegn på absurditeterne i hverdagen, ofte med fokus på medierne og Christiansborg:

»Hans skarpe humor breder sig varmt og vedkommende over sin læser og vækker nysgerrighed, glæde og sætter tanker i gang med sin originale, levende og iltre streg, der flyder som tusch fra pennen i alle mulige vidunderlige og overraskende retninger«.

Meget stort tak

Philip Ytournel, du har lige vundet en Pingpris. Hvad er det for en følelse. du står med netop nu?

»Jeg er meget, meget stolt. Ikke mindst fordi to af mine store forbilleder som tegnere, Claus Delueran og Rune T. Kidde, begge er tidligere prismodtagere. Det er bare wow«.

Hvorfor tror du, det netop er dig, der bliver den første modtager af den journalistiske tegnepris?

»Nu er det jo en tegneserieprisaften, og jeg tror, jeg får prisen, fordi jeg er en af de få journalistiske tegnere, der bruger tegneserien. Lige siden jeg var barn, har jeg siddet og lavet tegneserier, og det falder mig naturligt at lave striber og forløb, hvor den klassiske bladtegning jo er én tegning, der afleverer pointen i ét hug«.

Hvis du skulle tegne følelsen af at modtage en Pingpris, hvordan ville du så gribe det an?

»Så ville jeg tegne en kæmpestor taleboble, hvor der med gigantiske bogstaver stod 'TAK'. Og hvis man så kiggede nøje efter, kunne man se, at det stod en helt lille mand nede i det ene hjørne, som var ham, der sagde det«.

Tommy Grøn

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her