Nogle gange kan et 'vi' være rart. Det føles dejligt trygt at være en del af et 'vi'. ’Vi’ kommer på lørdag. 'Vi' køber økologisk. 'Vi' vælger en ny regering næste gang. Ahhh.
Andre gange føles 'vi' i stedet ekskluderende og som en slags afvisning. Sådan har jeg det desværre, når jeg læser det nye magasin Københavner. For jeg vil pokkers gerne være en del af 'vi'.
Københavner 01
Redaktion: Martin Kongstad, Maria Gerhardt m. fl. 50 kroner. Kan købes i Politikens Boghandel. Tre hjerter.
Jeg kan bare slet ikke genkende det 'vi', magasinet skriver til og fra.
Ben i næsen
Der er ingen tvivl om, at redaktionen bag har ben i næsen.
Det er dj’en og skribenten Maria Gerhardt (også kendt under sit alias, Djuna Barnes, red.) og forfatter og altmuligmand Martin Kongstad, der er de bærende kræfter.
Kongstad og Barnes laver nyt Københavnermagasin
At lancere et betalingsmagasin på noget så forældet som papir midt i en app-tid kræver store cojones, og 'vi' er nogle, der i årevis har råbt og skreget på et intelligent M/K-magasin, som er velskrevet og handler om kultur og byliv og alt det indimellem.
Nu er det her så, Københavner, hvorfor er det så, at jeg ikke elsker det?
Nostalgisk dvælen
For det første er Københavner håbløst tilbageskuende. Det er 'den store firserfest' igen, igen og igen – nu tilsat en lille smule halvfemsernostalgi.
Højdepunkterne er en billedreportage med nogle virkelig dårlige billeder fra firsernatklubben U-Matic, en fortælling om firserkliken Søren Ulrik Thomsen, Steen Jørgensen, Jokum Rohde (med kodeordene Sods og Pisserenden ...), en Kongstad-fortælling om hans teenageliv i Kartoffelrækkerne i startfirserne, Master Fatman aka Morten Lindberg skriver om 'en aften i 1987' og en tur til Hvidovre, mens Claus Carstensen ikke husker U-Matics åbningsfest i artiklen ’Den sidste firserfest’.
København dengang...Puha. Er den sidste prut ikke snart slået i de der afklippede Levi’s 501-shorts om, hvor fantastisk det var at være ung i firserne? Jeg kan ikke i hvert fald ikke stopfodres med mere nu.
Indforstået
Dernæst, og som en del af ovenstående firserforstoppelse, er der problemet med, at det der 'vi' hele tiden dukker op.
'Et par vi husker' hedder en artikel om ekskæresterne Chris & Jesper, som 'vi' vel trods alt må være en del, der aldrig har hørt om. 'Vi savner' hedder en anden artikel, der ligner et kommende fast element i kvartalsmagasinet, om en designer, der ligesom alle, 'vi' kender, er flyttet til Los Angeles.
Personlig har jeg aldrig hørt om Sara Sachs, ligesom jeg ikke kender en eneste, der er flyttet til Los Angeles.
Denne indforståethed og 'her er vi alle venner'-tilgang minder om den, der prægede det hedengangne Magasin Schäfer, som en del af navnene fra Københavner da også var involveret i.
At læse Københavner føles lidt som at stå i hjørnet til en privatfest, hvor den, man kender, er i gang med at score og derfor ikke har tid til at agere barnepige og præsentere og forklare.
At læse Københavner føles lidt som at stå i hjørnet til en privatfest, hvor den, man kender, er i gang med at score og derfor ikke har tid til at agere barnepige og præsentere og forklare
Så godt som alle artiklerne bygger på en skribents personlige historie, der er jeg'er og vi'er overalt, og i flere af artiklerne er det umuligt at afgøre, hvem der er hovedpersonen, skribenten, den interviewede eller historien, der fortælles.
Grobund for noget særligt
Men der er også virkelig fine bidrag i Københavner. For eksempel skribenten Tüxens beretning om et parforhold i opløsning på Vaginavej på Amager, som er fænomenalt skrevet.
Også Roxanna Anne Albecks farligt ærlige junkie-fængelsberetning 'I dag glemte de mig på toilettet' er umådelig velskrevet.
Rune Skyum-Nielsen, som, så vidt jeg kan se på kolofonen, er Københavners eneste uddannede journalist, har eksperimentet med skriveformen og haft held med det i sin beretning om Danmarks første kvindelige dj, technopigen Tania Sonnenfeld.
Rappere fra Nørrebro deler damer, musik og penge
Der er lagt omhu i billedsiden, og de mange fotoreportager og reportagefotos er små perler af visuelle pauser i de 148 tætskrevne sider, der i øvrigt som en lækker detalje skifter mellem glat og mat papir og med specialfremstillede annoncer i afdæmpet sort-hvid.
Der er grobund for noget smukt og særligt med Københavner.
Men kalenderen skriver 2011, og en enkelt forsideartikel om et upcoming raphåb er ikke nok til at overskygge en overvældende fornemmelse af gamle dage-træthed.
fortsæt med at læse
































