Klapjagten er gået ind. Over telefonen nævner Maria Fredenslund, direktør for RettighedsAlliancen, der repræsenterer danske rettighedshavere, en række hjemmesider, som alliancen har fået blokeret, fordi man her ulovligt kan downloade eller streame piratkopieret film og musik. »Prøv at gå ind på Dreamfilm.se«, siger hun.
»Ups«, står der på siden med røde versaler. »Du har prøvet at få adgang til en hjemmeside, som indeholder materiale, der krænker ophavsretten. Derfor er internetudbyderen blevet pålagt at blokere for adgang til siden«. Og så er der et link til lovlige film- og musiktjenester.



























