Det er en efterhånden velkendt sandhed, at historien om vort land et langt stykke af vejen har været skrevet af mænd, om mænd og til mænd. Hvilket har medført, at kvindernes rolle har været nedtonet på det skammeligste. Ørerne fulde har vi fået tudet om alle disse prægtige konger, grever, baroner og øvrige krigeriske styrvolter, mens deres mødre, hustruer, søstre, barnepiger og øvrige bedre brøkdele slet ikke har fået tilstrækkelig opmærksomhed.
Det vil DR 2’s Liv Thomsen gøre op med. Derfor er hun draget ud på en rejse, hvor hun vil opspore de danske dronninger og fortælle historien om dem, deres tid og gerninger.




























