Medier

Qureshi fabrikerede citater om Laudrup

Skandalen med falske fodboldartikler ser ud til at være større end først antaget.

Medier

Skandalen om falske kildenavne i sportsartikler i både BT og i Ekstra Bladet viser sig at være mere omfattende end hidtil kendt.

Den fyrede sportsjournalist Michael Qureshi har ikke bare opfundet pseudonymer til sine kilder. Han har tilsyneladende også fabrikeret citater.

Det er sket i en artikel om den tidligere danske fodboldstjerne og nuværende fodboldtræner, Michael Laudrup, som fortsat ligger på Berlingskes hjemmeside.

Her citerer Michael Qureshi en skotsk journalist ved navn Paul Hughes, der angiveligt har insiderviden om Laudrup, som på det tidspunkt var træner for en lokal klub i Qatar. Men Paul Hughes siger til Politiken, at han aldrig har udtalt sig om Laudrup endsige talt med Michael Qureshi.

Artikel fra 2014

Det drejer sig om en artikel, der blev bragt 6. november 2014, med overskriften ’ Pres på Laudrup i Qatar’.

Artiklen handler om Laudrups daværende trænergerning i Qatar Stars League, hvor Laudrup var træner i klubben Lekhwiya. I artiklen står der blandt andet følgende:

»'Lige nu er Michael Laudrup ligaens største navn, og han har gjort et godt indtryk i Qatar. Men det er klart, at en af årsagerne til, at man hentede Laudrup var også muligheden for at tiltrække store profiler, som kan skabe noget opmærksomhed omkring fodbold i Qatar. Det har hele tiden været planen', fortæller Paul Hughes, der skriver for flere internationale medier om fodbold i Mellemøsten«.

Paul Hughes citeres også for flere andre vurderinger af Laudrups virke i Qatar i artiklen.

LÆS OGSÅ:

En søgning på navnet Paul Hughes leder frem til en skotsk mand med netop dette navn i Doha i Qatar.

Paul Hughes er rettelig tidligere sportsjournalist og har i tre år arbejdet som såkaldt Head of Media Relations for The Supreme Committee of Delivery and Legacy. Bag det navn gemmer sig en organisation, der håndterer afholdelsen af VM i 2022 i Qatar.

»Det har jeg ikke udtalt mig om«

Politiken har været i telefonkontakt med Paul Hughes.

Kender du Michael Qureshi?

»Nej«.

Har du aldrig hørt om Michael Qureshi?

»Nej, ikke så vidt jeg kan huske«.

Har du nogensinde udtalt dig om Michael Laudrup til Michael Qureshi eller andre danske journalister?

»Nej. Jeg har tidligere selv skrevet en del interview med fodboldspillere, men jeg giver ikke selv interview om det. Jeg ved godt, hvem Michael Laudrup er, men det har jeg ikke udtalt mig om«.

Hvor har du tidligere selv fungeret som sportsjournalist?

»Jeg har skrevet om fodbold, siden jeg var 17 år gammel. Blandt andet i The Sun i Skotland. Men i de seneste tre år har jeg arbejdet her i Doha i Qatar for The Supreme Committee of Delivery and Legacy«.

Så du har aldrig talt med Michael Qureshi?

»Nej«.

Kan det være, at der eksisterer en anden kilde i international fodbold med sæde i Qatar, der også hedder Paul Hughes, hvis navn staves lige som dit?

»Nej. Ikke så vidt jeg ved. Jeg kender ikke nogen, der har det samme navn som mig i Qatar«.

Hvad er din reaktion på, at dit navn muligvis er blevet misbrugt til at skulle stå bag falske citater?

»Jeg har aldrig hørt om det her før. Jeg har det ikke særlig godt med at skulle blive draget ind i denne sag«, siger Paul Hughes.

BT: Ingen kommentarer

På BT ønsker chefredaktøren ikke at forholde sig til de nye oplysninger.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi kører en undersøgelse om Qureshis artikler nu, og vi kommenterer ikke på evt. nye oplysninger, inden undersøgelsen er færdig«, siger Olav Skaaning Andersen, chefredaktør på BT.

Politiken har forsøgt at få kontakt til Michael Qureshi, men han er ikke vendt tilbage på henvendelserne.

Politiken har efterfølgende sendt en mail til Paul Hughes med et link til den pågældende artikel, hvori han skulle have udtalt sig om Michael Laudrup.

Politiken har også undersøgt, om der skulle eksistere andre fodboldjournalister ved navn Paul Hughes, med forbindelse til Qatar, og som kan have talt med Michael Qureshi.

Ved søgningen dukker to engelske fodboldtrænere ved navn Paul Hughes op. Den første har tilsyneladende ingen forbindelse til Qatar. Den anden har rejst verden rundt med et fodboldtræningsprogram og i den forbindelse også været i Qatar, men ingen af de to er journalister.

Intet tyder således på, at nogen af disse to mænd skal have skrevet for flere internationale medier om fodbold i Mellemøsten eller have udtalt sig til Michael Qureshi i denne funktion.

I fredags kom det frem, at Michael Qureshi i en årrække har givet kilderne i sine artikler falske navne, eller pseudonymer, som journalisten selv har beskrevet det. Qureshi blev derfor bortvist og fyret fra sin arbejdsplads, Ekstra Bladet.

BT, hvor Qureshi tidligere arbejdede i en årrække, har trukket 22 artikler med Qureshi som skribent tilbage. Artiklen med Paul Hughes er ikke en del af dem.

Ekstra Bladet har trukket fem artikler skrevet af Qureshi tilbage, mens Egmont i går trak over 500 artikler skrevet af Qureshi tilbage.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden