Mon ikke det ender lykkeligt for Arn, Cecilia, Magnus og lille Alde, når sjette og sidste afsnit af fortællingen om den brave tempelridder og hans elskede kernefamilie ruller over tv-skærmene? Det er der god grund til at formode. Der er ligesom intet, der lægger op til en russian ending, og det ville da også være et brud på reglerne for søndagsunderholdning på fjernsyn, hvis de karakterer, folk har lidt, grædt og glædet sig med i mange afsnit, får en krumsabel i baghovedet eller på anden måde kommer galt af sted; til nød kan vi acceptere, hvis de udånder mætte af dage med et saligt smil. På den måde ligner tv-filmatiseringen af Jan Guillous massivt bedstsælgende romantrilogi om agent Hamilton alias Coq Rouge forklædt som korsridder og stedt i den tidlige middelalder såmænd danske produkter som ’Nikolaj og Julie’ eller ’Livvagterne’ samt ’Blekingegadebanden’ (tv-serien altså, ikke Anders Riis-Hansens Bodil-belønnede dokumentar).
Klasser over dansk drama
Men når det er konstateret, falder sammenligningen ikke længere så lige ud. For selv om ’Arn’ er feel good-film med ringbrynje og heste i stedet for Boss-blazere og biler, og baserer sig på noget litteratur, der kun vanskeligt kan kaldes for andet end trivi, er det klasser over dansk drama på stort set alle punkter.
Produktionsdesignet er flottere. Fortællingen bedre visuelt afviklet. Skuespil og ikke mindst replikbehandling af langt bedre kvalitet; ja man kan faktisk høre hvad de medvirkende siger, undtagen når Stellan Skarsgård skal forestille at have kigget rigeligt dybt i mjødtønden, eller hvad man nu kaldte fadølsanlæg dengang.
