Et af de bud, Moses havde med sig ned fra Sinaibjerget, går ud på, at man ikke må vidne falsk imod sin næste. Hvilket populært tolkes som et forbud mod at lyve.
Men dette diktum fra Herren selv tages ikke til indtægt for et generelt forbud mod digterisk virksomhed og enhver form for fiktionsproduktion. Det betyder, at man, når adspurgt i en konkret sammenhæng, skal sige, hvordan det rent faktisk forholder sig, og ikke spinde en ende om, hvorledes en hund åd eksempelvis ens engelske stiløvelse. Derfor er det helt grundlæggende ikke i orden, når Danmarks Radio viser en udsendelse som ’Supersamleren’, og denne, som beskrevet af journalist Camilla Stockmann i onsdagens udgave af denne avis, viser sig at være baseret på manipulation.






























