En af de mest elskede af 1970’ernes britiske tv-serier var den om ’Herskab og tjenestefolk’ i patricierboligen på Eaton Place 165, hvor familien Bellamy residerede i suveræn standsmæssig stil og en grad af luksus, der kunne få eksempelvis bankfamilien Varnæs i den senere danske serie ’Matador’ til at tage sig ud som luvslidte fattiglemmer. Upstairs herskede lady Marjorie Bellamy (née Talbot Carey) og sir Richard Bellamy, den første viscount af Haversham; hun sørgede med fast, men blid hånd for, at tyendet passede deres, mens han hver dag passede sin vigtige gerning i the House of Lords. Downstairs regerede butleren Hudson og kokken mrs. Bridges over et mindre regiment af tjenende ånder lige fra den ikke sindssvagt opvakte køkkenpige Ruby – som i sidste ende viste sig at være ikke så lidt smartere, end hun gav udtryk for – over den eventyrlystne Sarah, den snedige chauffør Thomas og den svorne stuepige Rose, der holdt ved til den bitre ende og mistede alt, fordi hun stolede blindt på sit herskab. Med flere. Overklassens forfald Og tv-seere i det meste af den vestlige verden fulgte med til ildhu grænsende interesse livet og ikke mindst intrigerne i den londonske overklasses inderste cirkler i årene fra 1903 til 1930, hvor resterne af Bellamy-dynastiet måtte opgive residensen i det fashionable Belgravia og flytte til mere ydmyge omgivelser på landet, og hvor flokken fra det nedre departement blev spredt for alle vinde.

Således Hudson og mrs. Bridges, der slog henholdsvis jaket og forklæde sammen, blev smedet i hymens lænker og åbnede gæstgiveri i provinsen med den små Ruby som en slags adoptivbarn.