Julia Louis-Dreyfus er den eneste af skuespillerne fra megasuccesen ’Seinfeld’, som for alvor har sat sig ud over Seinfeldforbandelsen, der angiveligt hviler over skuespillere fra meget succesfulde og længe kørende tv-serier, og som forhindrer dem i at komme videre med deres karriere, fordi publikum altid forbinder dem med deres ’store’ karakter.
Det gjorde hun med ’Christines nye liv’. Hendes nye serie, ’Veep’, er lavet af ingen ringere end den skotske komiker og satiriker Armando Iannucci.
Og Julia Louis-Dreyfus gør det ikke mindre end knivskarpt og fremragende i rollen som den kyniske kvindelige vicepræsident, der skal manøvrere i det hajfyldte farvand mellem Det Hvide Hus og Kongressen og til det formål er udstyret med nogle spindoktorer og assistenter, som ikke altid er helt på omgangshøjde med situationen, men som til gengæld også mødes med nogle forventninger fra deres arbejdsgiver, som end ikke The Avengers i samlet flok ville kunne leve op til. Indforstået
Hun er nemlig ikke bare kynisk, hun er også selvglad og tilbøjelig til at give andre skylden for sine egne fejltrin: Som da hun kommer til at kvaje sig til en reception og havner på forsiden af The Washington Post af den grund – det mener hun ikke har med hendes improviserede usmagelige vittighed at gøre, nej det er dårligt kommunikationsarbejde.
De andre roller fyldes også fint ud af ikke mindst Anna Chlumsky, der er spot on som dygtig pressedame med skyhøje ambitioner og dertilhørende arrogance.
LÆS OGSÅ Sindsoprivende tv-serie er dybt vanedannende
Desværre er serien forholdsvis indforstået amerikansk og ikke rigtig på kornet politisk, men som satire over spinkulturen fungerer den fint og kan godt anbefales.
Og det er godt, at Julia Louis-Dreyfus atter viser sit enorme talent. Strabadser i New York Anderledes skarp og lige midt i tidsånden er Lena Dunhams fine og seriøst sjove ’Girls’, der handler om fire unge kvinders strabadser i New York.






























