Den succes, der er blevet serier som ’Seinfeld’, ’Venner’ og ’How I Met Your Mother’ til del, ansporer selvsagt tv-branchens beslutningstagere til at forsøge at lave det næste store hit i denne genre, der henvender sig til teenagere og unge voksne og handler om det følelsesmæssigt vanskelige i at sige farvel til det uforpligtende ungdomsliv og træde ind i voksentilværelsen med alle dens forpligtelser og afskrevne muligheder. ’Happy Endings’ er det Disney-ejede ABC-netværks forsøg på at komme tilbage i kampen efter at have haft lidt nedtur på denne front.
Og godt nok har serien, som netop er blevet fornyet til en tredje sæson, haft pæne seertal, men den tegner ikke til at gå over i historien som den situationskomedie, der revitaliserede genren.




























