Helt hvidt. Ingen revner eller krakeleringer, ingen pletter eller nogen som helst kendetegn. Det sociale medie Twitter har hidtil som default udstyret sine brugere med et æg som profilbillede, indtil de selv fik taget sig sammen til at sætte et foto eller tegning eller bare et eller andet, der tilnærmelsesvis kunne afspejle deres personlighed, på profilen. Men nu er det slut. Den verdensomspændende, kortfattede pendant til Facebook dropper ægget. Knæk!
Årsagen er, at det lille, anonyme æg efter sine syv års eksistens efterhånden mere forbindes med internettrolde og robotter end nybegyndere, der ikke kan finde ud af at uploade et billede. Ondsindede Twitter-brugere, der opretter konti blot for at chikanere andre, bruger sjældent tid på at kæle for deres profil med et sigende billede. Det betyder, at ægget efterhånden associeres med chikane og irriterende maskinel kommunikation. Hvilket især ikke er særligt sjovt for de venligtsindede brugere, der bare ikke er nået til at skifte deres æg ud med noget mere personligt.




























