Foto: Anders Rye Skjoldjensen
Medier

Nej tak til DAB: Danskerne vil beholde deres FM-radioer

Der er ingen folkelig opbakning til forslaget om at lukke for FM-båndet i 2021, viser ny meningsmåling.

Medier

Et flertal af danskerne tøver med at sende deres gamle FM-radio på genbrugspladsen.

Det viser en ny meningsmåling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau.

1.004 tilfældigt udvalgte danskere er blevet spurgt i en webbaseret undersøgelse.

De er blandt andet blevet spurgt, om de vil foretrække, at det fortsat var muligt at modtage landsdækkende radiokanaler via FM-båndet efter 2021. 69,2 procent svarer ja, mens 12,3 procent svarer nej.

Respondenterne er også blevet spurgt, om de er enige med regeringen i, at det vil give mening at lukke for FM-båndet i 2021. 14,9 procent svarer ja, mens 58,6 procent svarer nej, mens resten svarer ved ikke.

I dag er det kun 32,3 procent, der kan svare ja til, at de har en digital radio af typen DAB+, som der skal til for at kunne modtage de digitale radiosignaler.

Køber ikke argumentet

Kulturminister Mette Bock (LA) skriver i en mail, at en fremskyndet lukning af FM-sendenettet er nødvendig, fordi DAB-sendenettet og internetradio giver danskerne flere kanaler og mere indhold at vælge imellem.

Dansk Folkepartis medieordfører Morten Marinus køber dog ikke ministerens argument. FM-sendenettet er et driftsikkert system, som folk er glade for, mener han.

»Så jeg tror, at det fint kan lade sig gøre at have flere platforme, men hvor FM stadig er hovedkilden til radiolytning«.

»Ved at lukke for FM generer vi mange mennesker, ikke bare lyttere, men også lokale radiostationer, som faktisk er rigtig godt tilfredse med FM«, siger Morten Marinus.

Aktørerne i radiomarkedet får minimum to års varsel til omstilling af forretningen, understreger Mette Bock.

»Et kendt tidspunkt for lukning af FM-sendenettet vil være en fordel for producenter og forbrugere af modtageapparater, så indfasningen kan ske løbende og i rette tid«, siger hun.

Dansk Folkepartis medieordfører vil dog slet ikke høre tale om at fremskynde en lukning, men henviser i stedet til den nuværende aftale om at afvente, at 50 procent af radiolytningen, herunder i biler, sker på digitale platforme.

»Og det kommer nok aldrig til at ske. Så jeg kan sige det meget klart. FM kommer ikke til at lukke i 2021«, siger Morten Marinus.

ritzau

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce