Den journalistiske fagjargon er fyldt med simple slogans for, hvordan man graver sig frem til det store scoop. Follow the money er et af dem. Det har siden The Washington Posts afsløringer af Watergate-skandalen i begyndelsen af 1970’erne været omkvæd for generationer af journalister: Hvis du følger pengestrømmene, har du en chance for at finde banditten i habitten, manden bag det hele.
At omkvædet er vigtigere end nogensinde, er ingen vel i tvivl om efter bl.a. Politiken og DR’s fornemme optrævling af, hvordan en forstemmende lang liste af verdens førende banker har hjulpet spekulanter til at lænse skattekasserne i mindst 9 europæiske lande. Følg pengetransaktioner, data- og kommunikationsstrømme, og du vil opdage, hvordan klodens finansjonglører skider højt og flot på etik, lovgivning og almindelige skatteborgere – alene for at berige sig selv.




























