Murens fald 9. november 1989 var den foreløbige kulmination på et år, som for os journalister, der dækkede Østeuropa, havde været én lang stream of consciousness. Knap havde jeg sat mig ned for at drikke en kop kaffe i TV 2’s kantine i Odense, før nyhedstelegrammerne om endnu en verdenshistorisk begivenhed tikkede ind på stationens funklende nye nyhedscomputere. Vigtige telegrammer blev ledsaget af en klokke for at vække småsovende journalister og redaktionssekretærer, og jeg husker stadig det konstante klokkespil fra Urgent-telegrammerne som den gennemgående baggrundsmusik for året 1989.
Udviklingen var kommet fuldkommen bag på alle. Året forinden havde jeg som yngste og mest urutinerede medarbejder på udlandsredaktionen deltaget i et møde om fordeling af stofområder. Her sad de gamle og garvede udlandsreportere og delte verden op mellem sig, næsten som i 1800-tallets berømte vittighedstegning af velnærede europæiske imperialister, der deler Afrika som en lagkage. De bedste bidder var Vesteuropa og USA (og Mellemøsten og Afghanistan, hvis man søgte action og spænding). På et tidspunkt sagde jeg med spagfærdig stemme, at hvis ingen andre var interesserede, ville jeg da gerne dække Østeuropa. Forslaget blev modtaget med udbredt tilfredshed af den lille forsamling. I Østeuropa var hotellerne elendige, maden endnu værre, og først og fremmest skete der som bekendt aldrig noget, det vidste enhver.
