For at hjælpe de danske børnefamilier med at komme igennem de foreløbigt næste to uger laver Danmarks Radio nu en række særlige tilbud til børn og unge.
Det skriver DR selv i en pressemeddelelse.
Det handler på den ene side om at hjælpe børn og unge med at forstå den krise, der lige nu rammer verden. Men det handler også bare om helt simpelt at beskæftige dem på det niveau, de har brug for. Danmarks Radio vil også skabe »plads til adspredelse, luft og smil«, som der står.
Helt konkret gør Danmarks Radio fire ting.
For det første har DR Skole netop udgivet tre pakker med information om corona. En til indskolingen, en til mellemtrinet og en til udskolingen. Samtidig har man også lagt hjemmeundervisningsmateriale ud til forældrene.
Onlineprogram tilbage på flow
For det andet rykker DR Ultras meget populære og roste nyhedsprogram ’Ultra Nyt’ tilbage på flow-tv for en stund. Det er blot få måneder siden, at hele tv-kanalen DR Ultra forsvandt på grund af besparelser og alene fortsatte online. Man opjusterer også tilstedeværelsen på de digitale platforme, hvor man nu er til stede 15 timer i døgnet. Men for at sikre, at børnene kan få dagens nyheder og samtidig kan tale med deres forældre om dem, sender DR nu ’Ultra Nyt’ på DR 1 klokken 18.20 hver dag fra i dag.
For det tredje vil der alle ugens dage blive sendt minimum en kvalitetsfilm på DR Ramasjang, der også kan ses på DRTV og i Ramasjang-appen. Hver fredag og lørdag aften klokken 20 vil man også sende en familiefilm.
Populær app opdateres
For det fjerde gør DR nu deres populære Ramasjang-app tilgængelig på ældre iPad-versioner, der ellers ikke længere kan køre appen.
Det gør man for, at flest mulig kan få glæde af appen uden at have den nyeste og ikke mindst dyreste hardware. Appen vil dog af tekniske årsager være i en begrænset version.
fortsæt med at læse
Ny corona-hotline skal berolige bange børn og unge – og deres forældre
-
Sådan taler du med børn om coronavirus, og det her må du absolut ikke sige
-
Seertallet er næsten fordoblet: 'Ultra Nyt' på DR har succes med anderledes nyhedsformidling til børn
-
Det tænker børn om corona-virus: »Jeg er ikke nervøs for den, men jeg tænker nogle gange på, om det kommer tættere på Danmark«



























