Falsk video viste Zelenskyj kapitulere på ukrainsk tv. Det bliver ikke sidste gang, vi ser den slags, siger ekspert.

Hackere afbrød nyhedsudsendelse med falsk Zelenskyj-video

Deepfake-videoen er dårligt udført i sammenligning med andre deepfake-videoer af statsledere.
Deepfake-videoen er dårligt udført i sammenligning med andre deepfake-videoer af statsledere.
Lyt til artiklen

En video, der skal forestille at portrættere den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj overgive sig, blev kortvarigt vist på den ukrainske tv-kanal Ukraine 24 onsdag.

Der er dog tale om en falsk video. En såkaldt deepfake, skriver Reuters.

Tv-stationen var således også hurtig til at afbryde udsendelsen og kommentere hændelsen på Facebook.

Stationen skriver, at den var udsat for et hackerangreb, og at videoen er falsk.

I den falske video udtaler Volodymyr Zelenskyj ifølge Sky News, at det ikke er let at være præsident.

»Jeg har valgt at give Donbass tilbage. Jeg vil råde jer til at lægge jeres våben og vende hjem til jeres familier. Det kan ikke betale sig at dø i den her krig«, lød det.

Ukraines forsvarsministerium offentliggjorde efterfølgende en Twitter-video, hvor Volodymyr Zelenskyj kalder videoen for en ’barnlig provokation’.

»Vi kommer ikke til at lægge våbnene, før vi har sejret«, siger præsidenten i videoen.

Ukrainske embedsmænd har advaret om risikoen for deepfakes.

For to uger siden meldte det ukrainske militær, at Kreml var i færd med at lave en falsk video.

Nina Schick, som har skrevet bogen ’Deepfakes’, siger, at det er nemt at se, at videoen er falsk.

Hun advarer samtidig om, at det er et spørgsmål om tid, før teknologien bliver mere tilgængelig.

»Forvent, at falske videoer som den her bliver lettere at producere og mere autentiske«, siger hun.

En deepfake er et manipuleret billede, en falsk video eller lydoptagelse skabt ved hjælp af kunstig intelligens.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her